tøiledes av en storartet organisation. Den reguleredes som et schakbræt, den fik et kloaksystem, der jog koleraen væk, den fik en presse, som herjet mandig mellem den epidemiske korruption, og den skaffet sig et politi, der bragte den betydelige omsætning av mord og drab ned til et mere rimelig omfang.
Paa femti aar er Buenos Ayres blit en storstad, et Babylon i dette ords gode og vonde betydning, — en samling av uhyre rigdom, ødselhet og luksus med en motpol av usseldom, elendighet og raffinert last. . . .
Jonas Fjeld gik av i havnebyen Boca, midt oppe i det mest yrende mylder. Det lyste overalt i de smaa huse. Alle sprog tutet ham om ørene, italienere, irlændere, franskmænd og tyskere surret omkring ham. Alskens lurvete eksistenser gned sig op til ham med forslag, tilbud og visitkort. Musik lød fra hvert andet hus. Der var vinstuer, kneiper, dansebuler og boarding-houses. Over de fleste av dem stod der free and easy, — en gemytlig invitation til de hundredetusende engelsktalende sjømænd, som gjester Buenos Ayres.
Dette var altsaa Mario Heredias by, — den mand, som engang hadde stræbt ham efter livet, og som var faldt for hans haand en oktobernat i Kristiania.
