Han rystet minderne av sig. Fortiden maatte være glemt. Jonas Fjelds nekrolog var skrevet — »den unge, dygtige læge, som omkom ved ulykkestilfælde i nærheten av Marstrand«. Og saa maaske kort efter dr. Jonas Fjeld, som netop er død, er beskyldt for at ha dræpt den forsvundne handelsreisende Mario Heredia o. s. v.
Jo — han var død. Norge var lukket for ham. Hans hjem, hans kjærlighet, hans ven — — — alt var begravet med den mand, som hadde svømmet bort fra skammen og skjændselen en sommernat i den svenske skjærgaard.
Et nyt liv ventet ham. Eventyrerens hasardiøse liv, — chansen, tilfældet, spændingen. En ærlig mands kamp for tilværelsen, — langt borte fra den videnskap, som han hadde ofret saamange aar av sit liv. . . .
Saa gik han ind i et italiensk spiselokale. Han var glupende sulten. . . En kvælende stank av løk og slette cigaretter slog ham imøte. Han maatte albue sig frem gjennem den trange passage mellem bordene. Der var stuvende fuldt derinde, og folk aat og drak om hinanden under en ustanselig skvalder. Alle nationer skrek i munden paa hinanden. Og sprogene fløt sammen til et surrende kaudervælsk, hvorav ederne fløt
