op som fleskebitene i den italienske kraftsuppe, som stod øverst paa spiseseddelen.
Smaa buttede italienerinder med røde baand i haaret fløi omkring i cigarettaaken og serverte løken, makaronien og de sterkt oljede og krydrede retter med det fornødne tillæg av kjælent brunøiet koketteri.
Det store lokales centrale punkt var en bar, bak hvilken den italienske vert tronet, — værdig, husfaderlig og aarvaagen. Hans tykke ansigt var som en guttaperkamaske, der paa korteste varsel kunde vrides efter sin herres forgodtbefindende. Det var et speil av situationen, — avvekslende venlig, forekommende, truende, gemytlig, brutalt, kristelig tilgivende, hevngjerrig anklagende…
Vertens skarpe øine lodset Fjeld op til et litet bord oppe ved baren, en umerkelig gestus med hodet sendte en av de smaa italienerinder hen til ham. Og kort efter sat han med en stor portion sammensurium av hakket kjøt, stekt løk, makaroni og skinke. Verten tappet en stor seidel av det franske bryggeri Bieckerts tyske øl og dertil et litet glas amerikansk gin. Fjeld følte for første gang paa lang tid en smule velvære flyte igjennem sit legeme… Til slut fik han en kop tyk kaffe og et litet glas av den
