»spansk-engelsk-tysk-italiensk«, hvormed man greier sig fortræffelig overalt søndenfor Æquator.
Portieren brummet.
— Han sover vel som alle skikkelige mennesker.
— Sludder! Jeg maa tale med ham. Man er vel ikke blit ugler her i Buenos. Saa, op med klinken gamle grinebiter! Jeg har hastverk. . . . Der ligger en splitterny pesos i min venstre haand og længter efter dig. . . .
Den søvnige hadde ikke flere indvendinger. Han lukket op med en velvillig knurren. . . .
— Nr. 54 — tredje etage, gangen tilvenstre, sa han med noget i retning av et buk og lot pesas’en glide ned i sin bukselomme.
Redaelli tok trappene med en viss fart. Banket paa no. 54 og traadte ind uten at vente paa svar.
En hvit skikkelse fløi op av sengen, splitternaken.
Redaelli blev forbauset staaende. Den kraftige whiper fra Rosario var nok ingen nybegynder. Tiltrods for at søvnen endnu slet i hans øienlok, stod han der i kampstilling — som en av de hvite marmorskikkelser paa Palermos terrasser.
— Naa, naa — ta det med ro, sa Redaelli paa det tidligere omtalte blandingssprog — Lugini har sendt mig for at snakke om arbeide. Jeg er forvalteren paa Ferejos Estancia.
