ærbødigt for 14-aaringen, som rakte ham en bitteliten behansket haand.
— Du ser frygtelig sterk ut, sa hun og maalte ham med et blik som den, der forstaar at vurdere en blodshest eller en tyr. Taler du spansk?
— Nei, sa Paolo. Men han taler fransk, engelsk og tysk.
Da slog Donna Francesca sine smaa hænder sammen. — Hør, ropte hun begeistret til den bleke alvorlige dame ved hendes side. Her er et menneske, som taler fransk. . . Aa monsieur! . . .
Jonas Fjeld kastet for første gang et blik paa den lille skikkelse i vognen. Det var et syn, som kunde faa en mand til at sælge sin udødelige sjæl for en ringe sum. Donna Francesca var barn og kvinde i den lykkeligste forening. Den unge vaar sang i hendes øine og lekte om de røde, friske læber. Hun var en aabenbaring fra en verden, hvor alt har bud om nuets straalende vidundere, — et hektisk blomstrende skud av en race, hvor kvinderne bærer en degenerert nations livskraft paa sine skjønne og yppige skuldre.
Hun hadde kreolerindens straalende linjerenhet i sit elfenbensbleke ansigt. Og dog var der en liten uregelmæssighet: en næsten umerkelig skjævhet i den ene mundvik, som gav hende et særeget præg, — en viss mild, yndefuld godhet, som talte
