— Og jeg er sikker paa, fortsatte Fjeld ærbødigt, at ingen mand vil bli lykkeligere end Don Esteban. Det ser jeg i Deres gode og trofaste øine. . . . Jeg er jo en gammel fyr, som De ser og kan vel tillate mig at si denslags komplimenter, og jeg har selv engang følt, hva det er at kunne lægge alle sine sorger og bekymringer tilhvile i en elsket kvindes skjød. . . .
Donna Francesca saa interessert paa ham.
— Stakkars Johnny, sa hun. Du er vist meget ulykkelig.
— Ja, mumlet Fjeld. Men ulykken er ingen lidelse for den, som engang har levet i streifet av lykken. Den er en bitter medicin, — et feberstillende middel for en sjæl, som er herjet av feber — av forvildelsernes feber. . .
Der blev ikke talt mere. Den unge kreolerindes ansigt fik et træt og melankolsk uttryk: Mon livet ikke var saa greit allikevel? . . . Hun lukket øinene. . .
Og Fjeld gik hen til Redaelli. »Manuela« fløt ind mellem to sandbanker og ut i et stort indsjølignende basin med lange vuer ind mot de uendelige sletter.
— Er det ikke vakkert, sa italieneren næsten høitideligt.
— Hæsligt, mumlet Fjeld.
