— Kom ikke nær den, hvisket italieneren. Det var næsten andagt i hans stemme. — Den skjærer i kjøt som var det honning. Aa — den glider lydløst og bløtt ind mellem ribbenene. . . . Det er et skjønt vaaben. Du har frelst Lugenis liv… denne kniv vil frelse dig. . . Og se her! . . .
Redaelli grep forsigtig om haandtaket, klemte det med tommelfingeren under skjæftet og bladet sprang ind i haandtaket. Saa klemte han det paa den motsatte side og bladet fløi ut drevet av en sterk fjær. . .
— Det er en voldsom kraft i fjæren, forklarte han. Sæt haandtaket mot en hests bryst, tryk paa den sidste læromdreining her og bladet vil forsvinde i hele sin længde. . . Aa et herlig vaaben, der fins ikke dets make i hele Buenos Ayres. . . Og saa var det en ting til. . . Se dig godt omkring. Sov ikke for trygt. Her paa Pampas vokser ens fiender op likesaa fort som tidslerne. Stol aldrig paa nogen — uten Ferejo og mig. Tro ikke paa smil og ærbødighet. Naar gauchoen smiler, saa ler hans kniv. . . Ferejo er en hædersmand. Han ligner ikke de almindelige spanske haner inde i Buenos. . . De store hvetestrækninger helt op imot Corrientes er hans verk. Og de 15000 hornkvæg, som græsser op imot Lago Grande langt inde i Chacolandet — de har Don
