Side:Kondoren (1912).djvu/62

Denne siden er korrekturlest
62

arbeidsformand. Og sandt at si, har jeg ikke saa megen respekt for mit liv, at det skulde volde mig nogen særlig sorg at gaa fra det. . . . Litt spænding maa menneskene ha.

— Bueno!

Italieneren reiste sig og trykket hans haand.

— Vi skal bli gode venner, sa han troværdigt. Og du har Donna Francesca i ryggen. Der er mere jern i den jentungen end i et halvt snes kreolere. Hun liker dig . . . og det vil skaffe dig respekt. . . . Men vogt dig for Pastero! . . .

———

De gik langsomt op den brede vei, som førte til Estanciaen. En liten buttet kone med et barn paa armen møtte dem paa halvveien og omfavnet Redaelli med megen glød og varme. Og den lille, som fik sin del av omfavnelsen hylte av begeistring over at se sin værdige hr. far.

Fjeld vilde ikke forstyrre gjensynets glæde og blev staaende. De var kommen ut av breddens kratskog og vidden bredte sig foran dem. Der laa Ferejos store hvetemarker og bugnet av frodighet. Hvete og atter hvete helt til synskredsens rand. Under det skarpe maaneskin tok den svakt bølgende slette av aks sig forunderlig ut. Det var et gulgrønt hav, som steg og sank, mens aftenvinden hvisket mellem de svaiende stengler.