med gamle Luigi . . . og han kjender dem . . . De venter bare paa en anledning . . . Du har været mig en nyttig mand, Stone . . . du har faat fart i pakket, men jeg vil nødig begrave dig ved siden av Smith paa Estanciaens kirkegaard.
Fjeld trak paa skuldrene.
— Jeg skal verge mig saa godt, jeg kan, sa han. Jeg er paa min post og lar mig ikke slagte.
Ferejo saa beundrende paa ham.
— Det er ikke underlig, at Donna Francesca liker dig. Du er en sjelden mand for disse egne. Jeg skulde engang ha interesse av at vite, hvad der har drevet dig væk fra dit folk og dit land.
— Eventyrets hasard!
Spanieren nikket.
— Jeg kjender det, sa han. Vi spaniere i Argentina er alle sønner av eventyret. Den utfærdslængsel, som drev vore forfædre væk fra Sevilla, brænder i vore aarer. Vi søker altid nyt land og ny spænding. Hvetemarkerne derute er Manuel de Ferejos nye land. Det har jeg vundet ind uten blodsutgydelse . . . . .
— Nei, sitter dere her, sa en stemme i døraapningen. Det var Donna Francesca. Hun smilte, men der var et urolig blik i de sorte, uttryksfulde øine. Hun hadde en let, lyserød tyllskjole Daa sig, og haaret laa i lange bølgende krusninger om hendes
