og mægtig med de lange armer i svingende bevægelse undgik han sin fiendes rasende stik. Som den røde løve i Corrientes kratskog krummet den svære skikkelse sig. De barske øine brandt tvers igjennem den lille gaucho. Et næveslag ramte Pastero i den høire overarm, og saa haglet knytnæverne over hans tyrekhode. . . Kniven faldt fra ham . . . de runde ben krummet sig . . . og med en hæs rallen sank han til jorden. . .
Der kom folk til fra alle kanter med fakler og lygter.
— Er du saaret Johnny?
Det var Donna Francesca, som likblek kom løpende ned trappen.
Fjeld svarte ikke. Han stod der endnu med knyttede næver og sammenknepne læber. Kampens raseri hadde farvet hans ansigt, og der dryppet tunge sveddraaper fra hans pande. Der var blod paa hans knoker, og en tyk rynke over næseroten gav ham et frygtindjagende utseende{. . .
— Si mig, Johnny, ramte han dig? skrek den lille dame anpusten og trak ham utaalmodigt i armen.
Fjeld pustet tungt. Han strøk sig over panden og kampens vildskap forlot ham langsomt. . .
— Saaret? mumlet han distræt. . . Nei det var Lugenis belte, som reddet mig.
