— Konstabel, ropte han over stimlen til en av lovens haandhævere, vil De la mig slippe frem!
Han fik ikke talt ut. Den tykhalsede sjauer grep ham med et kjæmpetak i skulderen og arbeiderne la sig som en kvælende ring om ham paa alle kanter. Konstabelen saa sig raadvild omkring — han hadde ordre til at fare med lempe og blandet han sig op i dette vilde fanden være løs. Han vendte sig og gjorde som ingenting. Nordmanden fik greie sig som bedst han kunde. . . .
Men da hændte noget ganske merkværdig. Ringen om den fremmede blev pludselig sprængt. Det var som en bombe hadde eksplodert. Manden hadde bøid sig ned, befridd sig for grepene og hævet sig op i en halvomdreining og feide med sine armer arbeiderne fra sig. Den store sjauer fik desuten i tilgift et støt under brystbenet, som sendte ham helt bort til den neutrale politimand.
Det hele var gaat saa hurtig for sig, at da arbeiderne var vaaknet til ny aktion, befandt manden sig helt henne ved den amerikanske kaptein, som med megen forbauselse hadde været tilskuer til den lille episode. Men den tykke sjauer vilde ikke gi sig. Han styrtet frem i vildt raseri, men amerikanerens lynsnare bevægelse i retning av den ene truende baklomme fik ham i tide til at vende om og utøse sit raseri overfor
