Denne siden er korrekturlest
X
TOBAINDIANEREN.
Og vaaren gik.
De friske grønne farver paa Pampassletten fik en anden karakter. Det let bølgende græsteppe, som var oversaadd med blomster, overskyggedes av nogen tykke graagrønne planter, som stak sine grove, piggede hoder frem. Det var tidslerne, der utfoldet sine mægtige skud,—de vokste som smaa trær, der kunde bli flere meter høie, de rykket ind over den frodige udyrkede jord som panserklædte krigere, hvem intet bet paa.
Snart lignet steppen en eneste turnipsmark—et tidslernes jungelkrat, hvor Pumaen sniker sig ind mellem buskene, Marraen—Argentinas hare—hopper omkring og Viscachaen—præriehunden—graver sine faldgruber under jorden. Og aperne, vampyrerne, og de smaa tropiske krokodiller, hvilke nødig gir sig ikast med andet
