Side:Kondoren (1912).djvu/84

Denne siden er korrekturlest

siden Paquai, den tykhudede toba, aldrig forlot sin herre. Den farvede hedning lugtet alle rænker med sin høkenæse, og hans øine opdaget de sindrike faldgruber, som de med saamegen kunst hadde laget. . . .

De to mænd red i taushet gjennem hulveien ind paa Estanciaens dyrkede omraade. Damptreskemaskinernes hæse støn naadde deres ører og slaamaskinernes skratten lød til dem fra de uendelige hvetemarker. . . .

—Der er kommet en europæer til Estanciaen, herre, sa Paquai pludselig. Hans stemme var haard og skarp. Der var aarhundreders vildkultur i denne underlige, gurglende struperøst. . .

—Jeg hører det, sa Fjeld kort.

—Han skal til Amazonas, fortsatte indianeren nølende.—Og vil ha Paquai med.

Fjeld blev opmerksom.

—Hva svarte du?

—At jeg ikke forlater dig, herre. Min plads er ved din side. . . Og Amazonas er farlig . . . men skjøn.

—Hvad het den fremmede og hvad var han?

—Hans navn kjender jeg ikke, herre. Men han vil utforske landet der, hvor kun den mørke mands fot har traadt. Der hvor de vældige floder fra vest og nord møtes. . . Han vilde finde vand-