Side:Kondoren (1912).djvu/89

Denne siden er korrekturlest

tyk hake kom ned trappen med Redaelli. Han trak paa skuldrene, slog ut med hænderne og hadde akkurat det livlige, taapelige uttryk, som præger en mand, der ikke selv vet, hvor taapelig han er . . . Hans mund stod ikke . . .

—En smule feber, min gode Redaelli, —la os si gastrisk feber. Hverken mere eller mindre . . . som sagt, et pulver acetyl salicyl hver anden time, naar opkastelsen gir sig . . . ellers ro, absolut ro . . . saa gaar det nok over . . . Om to dage kommer jeg igjen . . . jeg har imorgen et tilfælde længer nede ved floden . . . Og glem endelig ikke de varme omslag paa maven . . . med urtepose . . . et udmerket middel . . . et glas whisky og vand? . . . Jeg sier tak, kjære Redaelli . . . . Motorbaaten venter nok de minuttene . . .

—Han saa ikke videre talentfuld ut, mumlet svensken efter ham. En lægevidenskabelig røver av en hedengangen type hjemme hos os . . .

Fjeld lyttet.

—Hør, mumlet han. Er det ikke et barn, som graater her i nærheten . . ?

Og ganske rigtig. Fra et aapent vindu i havebygningen hørtes med visse mellemrum en sagte jamren, der steg og sank . . . En av pikerne gik netop over pladsen. Fjeld grep hende om armen.