En8 mand maa vel etlede, huem hannem gaat siunis, som er erlig oc ectefød, oc giøre den til sin arffuing, som hand vil: met saadan skiel: at den som nest er arffuing siger der ja til.
End om hand eyer ectesøn: da maa hand sige ja der til for sig selff, om hand er fuldmyndig. End icke for dennem, som ere vfødde eller ligger i vanmægt.[2] Oc tager forskreffne etleding ey mere aff arffuen heller odelit, end den ectesøn gaff sin minde oc sagde ja til.[3] Oc skal den som hannem etleder, oc den som samtycker arffuen oc odelit, oc saa den som skal etledis, alle gaa for kircke dør, oc holde alle paa en bog, oc sige saa: Jeg giør denne mand til min arffuing, til saa mange peng ieg giffuer hannem til gield oc til gaffuer, til samquem oc til sæde, oc til all den ræt, som lowbogen siger, etleding børn bør at haffue effter lowen. [Det samme skal hand oc giøre til tinge, oc det met sin egen, sine neste arffuingers, som det samtycke, oc andre dannemends segel bekreffte.[4] Saa skal oc quinder etlede, som karlemend. Broder maa broder sin etlede. Oc faderbroder brodersøn. Saa maa oc flere mend, [som icke er huer andre skyld, huer
- ↑ Kilden M. L. V. 8 (cfr. Rb. 28 Marts 1318), men forandret og, som det synes, misforstaaet, og Ætledningens hele Væsen, der vistnok i Formen var en Adoption, men, da den fornemmelig kom til Anvendelse paa uegtefedte Slægtninge, i sin Virkning mere antog Karakteren af en Legitimatiom – er aldeles forandret. Bjelke gjør herved følgende Anmærkning: „I Danmark maa Slegfredharn ætledes eller gjøres til Arving (J. L. I. 21). Endog det nu ikke maa ske udi Norge (endog med sit eget Slegfredbarn) uden Faderen tager Moderen til egte, ut supra udi Arvebolkens 7 Kap. Men dog maa ikke heller Horebern ætledis udi Danmark, (J. L. I. 25).“
- ↑ M. L. í ómegð.
- ↑ Dette Stykke fra Kapitlets Begyndelse heder i M. L.: „Saa maa en Mand forbedre sin Søns Stilling at lede ham i Æt, om han vil, hvis den, som er neste Arving, giver sit Samtykke. Har han egtefødte Børn, da maa hver den, som er fuldmyndig, give Samtykke for sit Vedkommende, men ingen for dem, som ere ufødte eller umyndige, og tager da Ætleding ikke mere Arv end den vilde tilkommet, som samtykkede i Arven. Den skal samtykke i Odelen, som Odel ejer med dem.“
- ↑ [ mgl. i M. L.
