Side:Kong Christians norske Lov.djvu/121

Denne siden er korrekturlest


Haffuer mand vmage at skiffte met, oc den ene vil skiffte, oc den anden icke: da skal hand steffne den anden til skiffte, oc beujse at de ere lowlig steffnd til tinge. Vil hand icke komme: da maa forstandige mend skiffte dem imellem, oc legge laad paa: oc huer beholde[1] sin laad, saa vel den som icke kom til skiffte, som den der kom.

Om gaffuer der holdis skulle,
cap. XXII.[2]

De22 gaffuer skulle holdis som konningen giffuer nogen, eller nogen giffuer konningen. Huer mand maa giffue fierdings gaffue, aff det gods som hand haffuer afflit,[3] baade vdi land oc løszøre, huem som hand vil, saa vel sine egne børn ectefødde, som andre mend, en aff dennem, om hand vil. End tiende gaffue, maa hand giffue aff det gods, som hand haffuer arffuit, baade vdi land oc løszøre: endog hand icke spørger sine arffuinger at, huad heller hand vil det helbrede[4] eller siug. Oc slige gaffuer skal liusis til tinge, der som godsit vdi ligger, samme aar det bliffuer giffuit. [Det skal først betalis aff fierdings gaffue, oc tiende gaffue, som mand giffuer gud for sin siel: eller huem hand giffuer lowlige gaffuer:[5] [dog saa, at huem som kiender sig odelsmend til forskreffne gaffue gods: da tale sig der paa inden 30. aar, ellers bliffuer det den giffuit vaar til odel, oc da løszis for fuld øre, effter som forberørt er.[6]

[7]De gaffuer skulle oc holdis som mand giffuer helbred oc vsiug, saa at vidne vide det, oc mand affhender sig selff: dog saa, at skellige mend, de ey kunde acte det for arffue suig.

  1. M. L. tilf. „og være ansvarlig for.“
  2. Kilden M. L. V. 21.
  3. M. L. aflat ɔ: selv erhvervet.
  4. ɔ: i frisk Tilstand.
  5. [ Kilden er forvirret gjengiven. Meningen er: „Sjælegaver (til gudeligt Brug) skal først udredes fremfor lovlige Gaver til Andre;“ ɔ: hvis de bortskjænkede Ting tilsammen overstige resp. eller , da skulle Gaver til Private lide Afkortning fremfor Sjælegaver. Jfr. Rb. 1280 Art. 11.
  6. [ mgl. i M. L.
  7. Dette Passus er taget af Rb. 1280 Art. 12.