skulle først ordelis til bygdeting, oc der først gange dom. Huem som icke vil nøigis met den dom, laugrettismend affsiger, da maa hand steffne dennem for deris dom for laugmanden. Fortrøcker laugmanden sig, oc icke vil dømme, eller oc dømmer wret, oc imod lowen: da steffne sig laugmanden, som forhaler hannem retten for, eller oc haffuer dømt wret, oc imod lowen, for sin dom, ind for konningen oc hans raad. Befindis hand da met wret at haffue steffnd laugmanden: da igien giffue hannem sin kost oc tæring, fra sit husz oc til sit husz igien.[1] Sidder nogen offuerhørig, naar hand met konningens, stadholderens, eller kongens ombudsmands steffning, steffnis, oc icke vil møde for konningen, eller hans raad, oc gode mend, som met konningens breff forordnis at sidde retterting, for laugmanden, eller hans rette tingsted, naar de lowlig steffnis, oc icke lader liusze deris forfald for dommerne: bøde konningen for huer sinde, otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc giffue dennem som paaklager, sin kost oc tæring.[2]
Laugmanden skal icke holde ting hiemme i sit husz, men offentlig paa laugtinget. Icke skal heller en laugmand maa dømme i de sager, som falder i en anden laugsogn. Icke skal heller nogen stæffnis fra sit rette laugsogn, oc til anden laugsogn, at lide dom i nogen sag. Men huer laugmand skal dømme i de sager, som i hans laugsogn forrefalder.[3]
- ↑ Se her Kong Magnus Smeks Rb. 8 Jan. 1357, hvor réttindi-bréf vistnok betyder stevning til Kongen og hans Raad (cfr. M. L. I. 4 og 11), medens Konningens Stevning paa nærværende Sted staar i Betydningen af Stevning til Lagtinget. Efter réttindi-bréf skal vistnok staa eigi. – Jfr. Rb. 17 Juni 1308 (bréf af konungs garði).
- ↑ Se her Rb. 3 Novbr. 1318 og Fr. 26 Juni 1483, (Paus S. 274).
- ↑ Jfr. Fr. 1 Aug. 1589. Kilden forøvrigt ubekjendt.
sat over Loven. Kap. 12. Nu, hvis man ikke erholder Ret hjemme i Bygden eller for Lagmanden, da skal Sagsøgeren stevne den til Lagtingen som han ikke faar Ret af, og dersom han har sandt Vidnesbyrd til det, at han har stevnt ham did, som har Sag med ham, og derhos at Sagen forholder sig saa, som han her forklaret, da skal Tingmændene med fuld Ret paadømme den Sag, hvad enten de saa ere tilstede begge, eller alene Sagsøgeren, og Lagmanden og Lagrettesmændene tykkes at han har Ret, med mindre lovligt Forfald hindrer ham som stevnt var, – og det endog om der hjemme var stevnt til Lagmanden.“
