røffuit: vil hand tilsige sin naboer, da ere de alle plictige som tilsigis, at fare til hannem, vnder deris boeslods[1] fortabelse, vden de haffue lowlig forfald. Er hannem de hans gods frarøffuit, da ere de plictige at følge hannem saa langt hand vil. Finde de da røffueren: da maa de hans gods igientage, om de end der til skulle bruge od eller eg: oc beholde hand huis hand kiender at vere sit gods. Oc huis offuer er aff røffuerne deris gods, det maa de skiffte dem imellem: vden nogen kiender sig der ved met lowlig vidne. End der som hand kallit dem til hielp, oc røffueren er icke kommen til hans husz: da skiffte sig hans boeslod imellem.
Kiøbslar17 nogen met røffuere, som fare igiennem landit, oc nogen kand beujse[3] det som kiøbt er sit gods at vere, oc at vere hannem frastolit: da bør hand at haffue sit gods igien det aatte. Oc den som videndis kiøbte met røffueren, bøde konningen fire[4] marck sølff, [oc vere mand diszverre. Men kiøber hand[5] wuidendis, miste godsit hand kiøbte.[6] Kand eyermanden icke beujse hannem offuer, at haffue kiøbt met røffueren: da skal hand steffne hannem til tinge. oc tingmend da plictig at tildømme hannem sit gods igjen: met mindre den som kiøbte kand værge sig derfor met tre mends eed, at hand icke viste at hand kiøbte met røffueren.
Sicter18 konningen nogen at vere lands forræder, [oc det bliffuer hannem lowlig offuer beuijst: da vere fredløsz, oc straffis som lowen vduiser.[8]
