hustruer met vold, vden deris, som ere deris formyndere oc verge deris vilie:[1] slige folck skal ingen bod forgiffuis, huad heller de dræbis aff konningens ombudsmand, eller anden de haffue brut imod. Huem som hæffner eller kraffuer, bøder effter dennem, som de vide, for i slige gierninger er bleffne straffit: da ere de fredløs, oc haffuer forgiort alt det de haffuer løst eller fast. De som deris gods, hustruer oc slectinge for saadanne vgierningmend værger oc beskermer: nyder deris fred. Men de saadant giøre, haffue for hiemgield, huis skade de der offuer bekomme, oc ligge paa deris egen værck.
Det er oc fredløs gierning, om en giffuer sig i ecteskab met nogen quinde, den stund hans forrige hustrue eller feste quinde leffuer: vden hand er skild fra den første met kirckens dom.[2]
Det er oc vbodemaal, om mand forfalsker konningens mønt, breffue eller indseigle.
Det er oc vbodemaal, om mand dræber den mand som haffuer konningens beskermelse breff, enten til lands vijst, eller vidniszbyrd sig met at vndskylde, vden lowlig aarsag.
Det er oc vbodemaal, om mand dræber anden i det herberg konningen er vdi, eller vdi hans nerverelse, eller vdi konningens gaard, eller konningens skib: endog konningen er icke i gaarden, eller paa skibjt. End skeer drab i den bye eller haffn, som konningen selff er: da vere det vnder konningens naade, effter sagens leilighed.[3]
Voldtagis nogen quinde, oc er der to skellige vidne til: da er det halszløs gierning, Men er der icke vidne til, oc hun klager vold, den samme dag det er skeed: da skal tolff mend randsage sagen. Findis hand da skyldig vdi gierningen, vere fredløs. Men findis det, at hand haffde vilie til, at giøre hinde vold, oc dog icke fuldkom sin vilie: da beholde liffuit, oc bøde effter 12. mends dom.
- ↑ [ i M. L. „hvad enten de tage andre Mænds Koner eller Folks Døtre eller Frændkvinder mod deres Vilje; hvordan ogsaa deres Vilje bliver siden, efter at de ere komne sammen.“
- ↑ Kilden til dette Passus er formodentlig Dronning Margretes Rb. 29 Marts 1392 (Suhms Hist. XIV. S. 556–569).
- ↑ Bjelke bemærker: „Iblandt Ubodemaals Gjærninger synes Blodskam at være forgjet i denne Lov, og om dets Straf pete reeessum seren. regis nostri (1615) Art. 26, og kommer overeens med en Forordning til Norge udgangen Anno 1619“ (19 Marts).
