Side:Kong Christians norske Lov.djvu/77

Denne siden er korrekturlest

fare til det herrit eller fylcke, som den sagde sig at haffue hieme, som draben kiendis. Finde de da den mand, som saadan naffn oc skickelse haffuer, oc hand siger der ney for: da maa de steffne hannem til tinge, oc paa det tinge skal 12. lowfaste mend, og icke næffnd vidner suerge hannem quit. Vil hand da icke lowverge sig: da er hand skyldig i sagen. Men der som hand verger sig met lowen: da maa den dødis arffuinger søge saa mange mend, som hos vaar, der drabit skeede: oc de ere plictig at verge sig met 12. mends eed, effter som før er sagd. [End om mand er saa leemslagen eller saargiort, saa hand icke kand tale: da maa hand opskiere tingbud, naar hand faar sit maal igien, oc søge sin skadismand: Da skal det ting vere hannem saa fult, som det vaar skeed den samme dag hand bleff slagen.[1]

End døer hand, da skal konningens ombudsmand, (om arffuinger icke ere til) søge effter drabsmanden.[2]

Raader mand anden til baneraad, det er at giøre nogen skade til liff, gods,[3] eller det som en kand haffue skade, skam, eller vanære aff: da bøde derfor effter lowen oc laugdomme,[4] eller verge sig effter lowen, at det icke skeede aff hans raad. Men den som gierningen giorde: bøde fuld bøder effter lowen. Vorder nogen mand dræbt, som icke er fød i ecteskab, oc icke

    saaledes har gjort i Kilden, har bragt Forvirring i Meningen, idet den følgende Omgangsmaade, der passer vel for det Tilfælde at der kommer Øjenvidner i Kollision med den ved Viglysningen opgivne Sammenhæng, aabenbar bliver anomal for det Tilfælde, Chr. IV. L. behandler, at Viglysningsvidnesbyrdet tages forfulde.

  1. [ Da dette Punktum er en ligefrem Oversættelse af M. L. bliver det forklarligt hvorledes der kan tales om Tingbud, der er opskaaret af den Fornærmede samme Dag (ørvarþing), uagtet hele Omgangsmaaden med ørvarþing og fimtarþing i Chr. IV. L. er bortfalden. (Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V. S. 116–118 og 136).
  2. M. L. har: „Ligger han længere end 3 Nætter maalløs, da stævne Sysselmanden Ting og ransage efter Gjærningsmanden; end dør han, da skjære Arvingen Pil op og lade stævne Ting; men Sysselmanden om ingen Arving er.“
  3. M. L.: eller Saar.
  4. M. L. tilf. „saavel til Sagsøgeren som til Kongen.“