indsteffnis: oc icke ansee nogen menniskis person, saa de dømme enten for vild, venskab, gunst, eller gaffue, had eller affuind: men alleniste haffue gud allermectigste, (vdi huis sted de sidde dom) oc retferdighed for øyen: anseendis at gud (huis sted de fortreder) er retferdig og sandru, oc icke kand lide at retten forvendis for den fattige: men vil der offuer vere en streng dommer oc hæffner.
Slais16 mand vdi ledingsferd met konningen [paa laugting eller bygdeting,[2] paa femtesteffne, vdi gilde, eller brøllup, i julefrid eller sildefiskit, paa skiertorszdag, oc frem offuer all paaske vge, [som fred er selff sat[3]: Huem der slais vdi disse steder, oc paa de tider, da bøde imod den skade fick dobbelt mere end ellers. Oc konningen for huer saar, staffuerhug, stenhug, øxe, hammer slag, eller om mand kaster andre aff skib eller baad, [eller i andre maader slaer anden offuer ende til skade,[4] otte ørtuger oc tretten marck sølff. Men for
- ↑ Kilden M. L. IV. 18.
- ↑ M. L.: „paa Tinge eller paa Stevne for Lagmanden.“
- ↑ [ M. L.: „paa alle disse Steder er selvsat Fred.
- ↑ [ mgl. i M. L.
ilde monne slig Dom ansees af gode Mænd, men aller værst af Gud; og derfor er det bedst, at dette Kapitel ofte bliver oplæst, naar der skal dømmes om vigtige Sager. Det skal maa og i Særdeleshed erindre, at give de Mænd, der ere dømte til at miste Liv eller Lemmer, en Præst, og give dem god Tid og Betænkning, førend de blive refsede; thi onde Gjærninger skal man hade, men Mennesket skal man elske efter Naturens Orden, men Sjælen aller mest, som sin Medkristne.“ – Tilf. Cod. reg. Hafn. Nr. 3260 qv.: „Og naar Mænd dømme paa Tinge eller paa Stevne om Liv eller Lemmers Tab eller andre Refselser eller Tyveri, da skal Lagmanden, hvis han er nær og tilstede, nævne tolv eller sex Mænd til Doms, Sysselmanden, hvis Lagmanden ikke er der; og de skulle paadømme den Sag og gange alle sammen, og naar de blive enige, da gange de tilbage til Tingmændene og bede dem samtykke denne Dom; men hvis nogle af Tingmændene ikke ville samtykke med dem, da sværge de, at de vide ikke andet sandere for Gud: ellers er hver af dem brødig (?) Mark Sølv til Kongen.“ (Jfr. Rb. 1280 Art. 28. Chr. IV. L. I. 4).
