af en Hest i Galop; dér smaldt Hovjern mod en Sten; — ja, der var nogen, som kom efter hende, — der var en, som kom jagende henad Veien, og det var hende, han jagede efter, — hun vidste med et saa sikkert: Det er ham, som kommer. —
Der flagrede en ubeskrivelig Angst gjennem hende; hun turde ikke træffe ham — ikke nu! Bare ikke nu! Hun satte Sporerne i Hesten; hun piskede løs paa den; men den var altfor udmaset, den prustede og snøftede og galoperede nogle Skridt, men faldt tilbage i træt Trav. Min Gud! det var ikke muligt at slippe fra ham. I Fortvivlelsen forsøgte hun at presse Hesten ind gjennem Kratskauen Ved Siden af Veien; men Hovene filtredes ind i Briskebusk og Rødder og Rask; — nu hørte hun ham komme sprængende over Svaberget nede i Svingen, — i næste Øieblik jog hans Hest op ved Siden af hende.
Fjernt bortefra lød hans Stemme; men hun vidste ikke, hvad han sagde. Han tog hendes Hest ved Tøilen og førte den tilbage paa Veien igjen; hun lod det ske; hun var som lammet.
