var saameget saltere, fordi den var saa aldeles indvendig.
Havde han nu ikke netop gaaet og glædet sig over, at Bryllupet skulde være over og Briggen reist sin Vei og alting iorden, naar Villum vendte tilbage —
Men se nu!
Nu stod man rigtig forbandet midt opi det! Gid Fanden havde det hele! — —
Ikke for det: Lieutenant Villum var sandelig saa rolig. Han havde forandret sig meget paa den lange Reise i Fjeldene. Det strenge Liv med sine Savn og Strabadser havde gjort ham mager og sund; — Capitainen var fornøiet med ham, overmaade fornøiet med ham.
Men han kunde alligevel ladet være med at komme netop nu. —
— En Aften, v. Knarren og Villum sad alene i Stuen, spurgte Villum fort og pludselig: „Har Du set hende, siden hun kom hid tilbage?“
Capitainen var ingen Ven af vanskelige Spørgsmaal, som kom pludselig; — desuden havde Villum ikke saa meget som nævnt
