nogle Kavalerer Armene og raabte Vivat! Og Damerne neiede dybt, saa Skjørterne brusede udover Kavalerernes Fødder!
„Hurra!“ skreg Mængden allerede paa Forhaand. „Hurra for Brudeparret!“
Og se — der kom de.
Som i Triumf kom de fra den oplyste Gang ud i det blaffende Fakkelskin.
Villum saa bare saavidt, at Brudgommen var en snurrig, smilende liden Tyksak, guldbroderet fra øverst til nederst.
Men Emerentze!
Hvor hvid hun var i det røde Fakkelskin! Hvid var Silken og hvide var alle de Blomster, hun bar. Og forunderlig hvidt var hendes Ansigt under den høie hvide Paryk. —
Nu smilte hun til sin Brudgom og saa ham ind i Øinene.
Aa Gud — der jog en Smerte gjennem Villum, en Smerte, som ikke var til at holde ud. For han syntes, han kjendte Smilet igjen — det var det samme svimlende Lykkesmil, han engang havde seet.
Og Øinene var salige — ja, de var bristende af Salighed.
