ske Fyldest. — Det er kun Hensynet til Hans kongelige Majestæts Arme, som har forledet mig til dette, der maaske kan anskues som en Svaghed; men det er min Overbevisning, at Regimentets Renommé er bedst tjent med, at den Plet, han har sat paa dets Ære, bliver aftvættet i Stilhed og uden at den bliver synlig for den hele Verden. —
Forinden jeg indvilger hans Begjæring om Afgang fra Regimentet og forinden jeg kan modtage hans Værge som et Symbolum herpaa, er det min Pligt — som hans øverstkommanderende — at give ham med paa hans Vei en alvorlig Revselse paa det at han ei saa let skal kunne forglemme, hvad der i Virkeligheden er hans største Brøde og hans skammeligste Forsyndelse mod den Uniform, han har vanæret.“
Hidindtil havde Obersten talt med snøvlende og ensformig Røst; men nu, da han kom til selve Revselsen, nu skreg han op af alle Livets Kræfter for at give sine Ord mere Vægt og Fylde:
„Der findes ingen Misdæder saa skammelig, saa foragtelig, saa ganske uværdig til vor
