— Kari Kviksølv havde faaet slig Uro
paa sig; Villum havde fortalt hende hvad han
havde seet, og hun vidste med sig selv, hvad
hun troede om den Ting; — men hun turde
ikke nævne noget herom til Villum. Hun
havde jo fordulgt dette om Gamlekjærestens
Hilsen; hun syntes ikke Villum behøvede at
vide noget om det, han vilde bare blive ond
og olm og forbyde hendes Folk at komme
hid for al Fremtid.
Uagtet Karfolkene stod og arbeidede saa nær ved Huset, havde hun kleint Mod paa at være alene i Stuen; — alt i et gjorde hun sig Ærinde op til dem; hun vilde hjælpe til med at grave og bryde; men Villum blev bare ærgerlig, — det var ikke Kvindfolkearbeide, sagde han. Hun gik bare iveien for dem; det var bedre hun gik ind og stampede Grød til dem; for nu trængte de snart til lidt dugelig Dagværd.
Hun gjorde saa; men hun lod Bislagdøren staa aaben for at kunne være snar i Vendingen om hun hørte nogen komme.
Det varede ikke længe før hun havde faaet gjort Varme op paa Peisen og hængt
