langt, — nu havde han endelig stridt sit Liv tilende.
Men de som stelte hans afsjælede Legeme, kom til Majoren og flidde ham en liden Medaljon, som de havde fundet hængende i en Kjæde om hans Hals.
Der var intet i Medaljonen uden et ældgammelt gulnet Slør; — Majoren vidste ikke hvor det skrev sig fra; — men nu først forstod han hine Villums dunkle Ord; — han vidste at det havde fulgt ham al hans Tid og at det derfor skulde følge ham did, hvor han nu skulde føres.
— Da Majoren paa Begravelsesdagen kom ind for at se Villum for sidste Gang forinden de lukkede Laaget paa Kisten, blev han forfærdet; han kjendte ikke Villum igjen.
Thi han havde ranket sit herjede Legeme helt ud; hans Hoved var stolt og høitreist, og han havde en Triumfators Mine, som havde han mødt sin farligste Modstander og beseiret ham ganske. —
Men der var ogsaa noget i dette Ansigt som fortalte om en uendelig Smerte og uendelig Ensomhed. —
