— Saa gik hun ind i den mørke Forstue. —
— Den Kvæld gik Vesterhusgubben tidlig tilsengs, og siden den Dag vilde han ikke mere staa op. — Lieutenanten gik alene ud i Skauen, og der blev han gaaende hele Natten. — I den Tid som nu kom, var han sjelden hjemme paa Gaarden; han for videnom paa Fjeldene, sov i Fælæger eller under aaben Himmel, liskede og skjød, hvad han behøvede til Livets Ophold, levede kortsagt som den værste Fant. Folk ligte ikke at møde ham i Fjeldet; ingen kunde vide, hvad der gik af ham — snart blev han saa svart og fæl som den værste Tater, Haar og Skjæg lod han gro; nei, han var saavidt ikke godslig at møde i Fjeldet.
Den fremmede Dame var der ingen, som vidste noget om — uden det gamle Menneske, som havde fulgt hende ind i hendes Værelse, da hun kom. Og det var ikke stort, den gamle Kone kunde fortælle. — Hver Morgen kom hun med Morgendrikke og stellede hendes Værelse i al Nødtørftighed. Senere paa Dagen bragte hun Mad to Gange; men
