hende for at tale Guds Ord til hende; og det kunde nok trænges; thi hver Søndag stod Vesterhusfolkets Kirkestol tom, og hun havde ikke søgt Guds Bord en eneste Gang, siden hun kom hid. Ja, hun var visselig en stor Synderinde, som kunde trænge baade Advarsel og Formaning.
Men Provsten gik altid forgjæves. Han blev nægtet Adgang hver Gang, han søgte hende. Og tilsidst gav han alt op. Og der var ingen andre i Bygden, som følte nogen Lyst eller Pligt til at søge Fruen paa Vesterhus. —
— Fem Aar efterat Lieutenanten var reist bort, dukkede han pludselig op igjen paa Gaarden.
Der blev en svare Opstandelse; fire af Tjenerne stak paa Skauen, saa fort at de glemte baade Kister og Helgedagsklær. Saa svart var deres Samvittighed. Da Lieutenanten fik høre det, lo han bare og gjorde ingenting mere ved den Sag, tiltrods for at mange mente, de utro Tjenere burde sættes efter af Lensmand; for nu vidste pludselig alle, hvor skamløst de havde beriget sig. Lieutenanten
