ifra sig,skjønt Gutten hang saa sterkt ved Bygden og dens Folk og græd saa saart, da de kjørte ham afgaarde. —
— Og nu havde han ødet sin Faders Gods og Gaard, saa han tilsidst ikke eiede den Seng, han laa og døde i.
— Han havde nok været syg før; men denne Gang skjønte han, at nu førte der ingen Vei tilbage til Livet.
Da sendte han Brev og Bud efter sin Søn, som han ikke havde seet, siden han reiste fra Vesterhus som Barn. Der var ti Mil til den By, hvor han laa i Garnison; Budet fik Besked om at skynde sig og ikke hvile, før han havde bragt Brevet frem. Og Sønnen maatte komme strax; han maatte ride Dag og Nat; for der var ikke lang Tid at gjøre paa. Og der var noget, han maatte faa sagt sin Søn, før han gik bort. Der var noget meget vigtigt, han maatte faa sagt ham.
— Da Sønnen kom, var det forbi. —
Den svære Kar laa endnu paa Feltsengen i sit Kammer, hvor han havde stridt den sidste Strid. Kun med Møie havde man faaet
