Frøken Emerentze og Lieutenant Villum
blev staaende og se efter Capitainen, der han
strunk og vred marscherede nedover Alleen;
og det staar ikke til at nægte: Capitainen
virkede meget komisk. Selv hans Ven Lieutenant
Villum kunde ikke nægte det; saa da
Frøkenen lo sin tindrende Latter, kunde han
ikke lade være; — han maatte le med saa
nødig han vilde.
Efter denne muntre Seir blev Frøken Emerentze ganske overgiven; hun tog Lieutenant Villums Arm og spadserede nynnende nedover de idylliske Stier langs Kaskaderne. I en Grotte, hvorfra der var Udsigt over en Svanedam, fandt de etpar ovale Sprinkelbænke; der satte de sig for at betragte tre Svaner, der jog frem og tilbage over Dammens blanke Vand — med brusende Fjær og kampskummende Nakker —; Vaaren var nok ogsaa kommet til dem.
Frøken Emerentze sad tilbagelænet i den hvide Sprinkelbænk; hendes Hoved var bøiet lidt forover, Øienlaagene halvt sænket, — der lyste endnu et lidet Seirssmil ved Øienkrogene. Den stive Brokade gik i en eneste