KRISTIANIAS
HISTORIE
pennestrøk fraskrevet sig 900 000 av sine tro undersaatter, som i fem aar har lidt meget og spist barkebrød . . . Übegripelig !« Folk gaar omkring som levende spørsmaaltegn. Men ett er de alle sammen paa det rene med — det var ikke en slik utgang de hadde ventet sig. Men rundt om paa adskillige husvægger lyser allerede Tidens ekstrablad: — Fred, Fred i Norden ! Ordene vækker ikke længer glæde, men harme, og »det falske doku ment* rives med foragt. Men fremdeles kommer der ingen meddelelse fra offlcielt hold. Paa et tidspunkt, da Christian Fredrik allerede har til traadt sin berømte Trondhjemsfærd, og hovedstaden lever og aander i en atmosfære av politik, har man allikevel ikke noget positivt at holde sig til. Selv en saa vel underrettet mand som Pavels erklærer i de sidste dage av januar, »at saken blir mere og mere übegripelig, og at der skal et kløgtig hoved til at finde ut av denne labyrint .... Man begynder i publikum sterkt at ane en proformahandel i den hele fredsslutning og avstaaelse«. Imidlertid vedblir byen at seigpines av denne offlcielle taushet, som vækker sterk misbilligelse endog i kredser, som staar Palæet nær, »og mere end nogensinde forhen er de mennesker at undskylde som spaar det værste«. Rygtene vokser i tal og fart under det betydelige indsig av landsfolk fra forskjellige kanter, som kommer ind til markedet i første uke av februar. »Alle politiserer nu« — noterer professor Platou i sine optegnelser fra disse dage — »og allevegne gjøres utkast og plan til Nor ges tilkommende konstitution.« Der er grund til at gi disse ord den videst mulige rækkevidde. Landets skjæbne har utvilsomt ikke været mindre indgaaende drøftet i markedsboderne og under forstads-rønnernes lave tak end i de høie saler i centrum. Først tre uker senere — i dagene omkring 20. februar eller, med andre ord, efter Trondhjemsfærden og Notabelmøtet paa Eidsvold — faar hoved stadens borgere og med dem nationen i sin helhet, officiel besked om de nærmere omstændigheter i forbindelse med Kielerfreden. I dette korte tidsrum, som allikevel har været langt nok for dem, som gik i stadig uvisshet, har begivenheterne utviklet sig med rivende fart. Det viser sig ikke mindst i Intelligenssedlernes tidligere bundfrosne spalter, som pludselig begynder at sprudle med patriotiske rim — for ikke at si digte. De hand ler om »kjærlighet til fædrelandet; om altere og offere av guld og sølv; om frihet og selvstændighet ; om sverd og blod« — for at tale med en kritisk indsender, som ikke føler sig særlig tiltalt ved alle disse utgydelser. Men de er allesammen stemnings-utbrud, som har sit historiske værd som vidnesbyrd om, hvorledes det gjærer i sindene. Kielertraktaten er 8
