Kriton.
Sokrates (vaagner): Hvad? er det Dig, Kriton; kommer Du paa disse Tider af Dagen? eller er det ikke tidligt endnu?
Kriton: Jo, visselig.
Sokrates: Hvilken Tid paa Dagen er det egentlig?
Kriton: Første Gry af Morgenen.
Sokrates: Det forundrer mig, at Fangevogteren har været saa føielig at lukke op for Dig.
Kriton: Han er allerede min gode Bekjendt, Sokrates, eftersom jeg jo saa ofte har min Gang her; desuden har han af og til faaet en liden Venneskilling.
Sokrates: Kom Du nu nys, eller for længe siden?
Kriton: Det er en god Stund siden.
Sokrates: Men hvorfor vækkede Du mig da ikke strax, istedetfor at sætte Dig hen og tie stille.
Kriton: Nei saa sandelig, kjære Sokrates. Jeg selv skulde ønske, ei saaledes at svæve i Sorg og Søvnløshed, og jeg har alt længe forundret mig over Dig, hvor trygt Du kan sove, og jeg har vel vogtet mig for at vække Dig; Du bør jo dog kunne tilbringe Din Tid saa behageligt som muligt. Vistnok har jeg mangen Gang ogsaa før i Tiden gjennem Dit hele Liv prist Dig lykkelig for Din stærke Sjæl; men særlig og mest maa jeg gjøre det nu, naar jeg ser, hvor rolig og hengiven Du bærer den Ulykke, som har rammet Dig.
