jeg nys slog paa, af de Meninger, som fremkomme blandt Menneskene, bør høiagte nogle, andre derimod ikke. Og nu, ved Guderne, finder ikke Du, at dette er en rimelig Paastand, Kriton? Du har jo nemlig, saavidt menneskeligt Øie kan se, ingen Udsigt til at dø imorgen, og Dig vil ikke den forhaandenværende Ulykke kunne føre paa Vildspor. Se da til: synes Du ikke, det er i sin Orden, naar man paastaar, at man ikke bør anerkjende alle menneskelige Meninger, men kun nogle, andre ikke; og heller ikke Alles, men kun Nogles, Andres ikke? Hvad mener Du? har man ikke Ret i at paastaa dette?
Kriton: Jo, det har man.
Sokrates: Og da, ikke sandt, bør man agte de gode, men ikke de slette?
Kriton: Tilvisse.
Sokrates: Men de gode, mon ikke det er de Fornuftiges Meninger, og de slette de Ufornuftiges?
Kriton: Utvivlsomt.
Sokrates: Nu vel; hvad er der saa videre egentlig sagt med hin Paastand? En Mand, som øver Gymnastik og gjør dette til sit Kald — mon han bryder sig om Ros eller Dadel af ethvert Menneske eller kun af den Ene, i hvem han maatte træffe en Læge eller en Fægtelærer?[1].
Kriton: Kun af den Ene.
Sokrates: Han behøver altsaa kun at frygte Dadel eller glæde sig ved Ros af denne Ene, derimod ikke af den store Mængde?
Kriton: Nei det er klart nok.
Sokrates: Han bør altsaa indrette sin Øvelse, sin Spise og Drik mere efter denne ene Fagmands og Sagkyndiges Vink end efter alle de Andres?
Kriton: Forstaar sig.
Sokrates: Vel; men nu sætter jeg, at han slet ikke lyder hin Ene og ringeagter baade hans Mening og hans Ros, men derimod lytter til den store Mængde,
- ↑ Siteringsfeil: Ugyldig
<ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navnni
