Mord, ja gjerne, om de kunde, gjenopvakte fra de Døde, med andre Ord, just den store Mængdes meningsløse Indfald. Men os byder Fornuften kun at undersøge, i Henhold til hvad vi nys sagde, hvorvidt vi ville handle ret i at give dem, som ville befrie mig, baade Penge og Tak, medens vi samtidig selv baade befrie og befries, eller om vi ville krænke Sandheden ved at gjøre alt dette; og viser det sig, at vi gjøre Uret derved, saa er det meget bedre slet ikke at tænke paa, om vi, ved at blive her og forholde os rolige, gaa Døden eller anden Lidelse imøde — end at krænke Retfærdigheden.
Kriton: Ak. Sokrates, visselig taler Du ret, men betænk, hvad vi maa gjøre.
Sokrates: Lader os overveie i Fellesskab, Kjære; og, har Du Noget at indvende mod, hvad jeg siger, saa sig frem, og jeg skal følge Dig. Men hvis ikke, saa hold op, brave Ven, med at sige op igjen og op igjen det Samme, at jeg nemlig mod Atheniensernes Vilje maa bort herfra! Hvor gjerne vilde jeg ikke. Du skulde overtale mig til at handle saaledes, men — ikke mod min Vilje. Stil nu Begyndelsen af denne vor Undersøgelse frem for Din Tanke og se til, om Du finder den tilstrækkelig begrundet, og forsøg saa at svare, som Du finder det rigtigst, paa, hvad jeg vil spørge om.
Kriton: Vel, jeg skal forsøge.
Sokrates: Skal vi nu sige, at man slet ikke paa nogen Maade bør gjøre Uret? eller at man paa een Vis nok kan gjøre det, men paa en anden ikke? eller at det i ingen Henseende er godt eller sømmeligt at gjøre Uret, som vi dog ofte før i Tiden var fuldt enige om, og som jeg ogsaa nu nylig har sagt? Ere alle vore Fællesmeninger fra før af uden videre bortdunstede? og har vi kanske, kjære Kriton, saavidt tilaars som vi dog ere, under hele vor alvorlige Samtale virkelig overseet, at vi i Grunden dog bare os ad som Børn? Eller har det sig, naar Alt kommer til Alt, saaledes, som vi dengang mente, at, gjør vi Uret, saa bliver det os ligefuldt til Uret og Skjænd-
