sel, hvad saa Mængden siger eller ei, og hvormeget eller hvorlidet Ondt vi end maa lide? Skal vi sige saa, eller ikke?
Kriton: Jo, det maa vi sige.
Sokrates: Altsaa, slet ikke paa nogen Maade bør man gjøre Uret?
Kriton: Nei slet ikke.
Sokrates: Heller ikke maa, som Mængden tror, den Forurettede gjengjælde Uret, efterdi man paa ingen Maade maa gjøre Uret?
Kriton: Nei, det synes saa.
Sokrates: Men nu, bør man overhovedet gjøre det Onde, Kriton?
Kriton: Det bør man vel neppe, o Sokrates.
Sokrates: Men hvad mener Du, er det Ret eller Uret, at den, som lider Ondt, gjengjælder med Ondt — slig som jo Mængden mener?
Kriton: Det er ikke Ret.
Sokrates: Thi det at tilføie Mennesker noget Ondt er jo just det Samme som at gjøre Uret.
Kriton: I Sandhed, ja.
Sokrates: Altsaa skal man hverken gjøre Uret eller tilføie et Menneske noget Ondt, selv ikke naar Vedkommende er Skyld i Ens Lidelser. Men se nu til, Kriton, om Du ikke ved at indrømme dette indrømmer Noget stik imod Din egen Mening; thi jeg ved, at kun Faa have og ville holde paa denne Mening. Og husk, mellem dem, som have denne Mening, og dem, som ikke have den, er der intet fælles Overlæg; men naar de se hinandens modsatte Anskuelser, maa de nødvendigvis gjensidigt foragte hinanden. Gjør derfor nu for Din Part op med Dig selv, om Du virkelig gjør Fellesskab og deler Mening med mig — og da skal vi i vore Overlæg sammen gaa ud fra, at det ingensinde lader sig forsvare hverken at gjøre Uret eller gjengjælde Uret, eller, naar man lider Ondt, at verge sig ved til Gjengjæld at tilføie Ondt —; eller om Du træder tilbage og ikke er
