Side:Kriton.djvu/22

Denne siden er korrekturlest

enig i dette Udgangspunkt. Men jeg paa min Side beholder, som før, ogsaa fremdeles den nævnte Mening; har Du imidlertid fattet en anden, saa sig frem og forklar Dig; men mener Du som forhen, saa hør videre.

Kriton: Jeg mener, som før, og er enig med Dig; derfor tal.

Sokrates: Jeg gaar altsaa videre; eller, rettere, jeg stiller et Spørgsmaal: naar man er kommen overens med En om Noget som Ret, bør man saa rette sig derefter eller skuffe ham?

Kriton: Man bør rette sig derefter.

Sokrates: Slut nu heraf: forlade vi dette Sted uden at agte paa Statens Vilje, mon vi da ikke gjorde Ondt mod Andre, og det ovenikjøbet Folk, hvem man allermindst burde forurette? eller kan hænde ikke? Og vilde vi da holde fast ved, hvad vi vare komne overens om som Ret? eller ikke?

Kriton: Jeg kan ikke besvare dette Spørgsmaal, Sokrates; thi jeg forstaar det ikke.

Sokrates: Nu, saa betragt Sagen saa: Jeg sætter, at idet vi ere i Begreb med at rømme herfra — eller hvad vi nu ville kalde det —, Lovene og hele Statssamfundet indfandt sig her ved Siden af os og spurgte: „Sig os, hvad er det, Du har isinde, Sokrates; kan Du have nogen anden Hensigt med den Gjerning, Du har fore, end at gjøre Dit til at ødelægge os Love og det hele samlede Statssamfund? eller, tror Du, at den Stat kan bestaa og ikke gaa tilgrunde, i hvilken de afsagte Domme ingen Kraft have, men af private Folk gjøres ugyldige og retsløse?“ Hvad skal vi sige, Kriton, til Saadant og Andet af samme Slags? Thi visselig kunde man — navnlig en Taler — faa adskilligt ud af Krænkelsen af denne Lov, som befaler, at dømte Domme skal holdes i Ære. Eller skal vi svare dem: „Ja, men Staten har gjort os Uret og har fældet en uretfærdig Dom!“ — skal vi kanske sige saa?