Kriton: Ja, Sokrates, sandt er det; det ved da Gud.
Sokrates: Altsaa, sæt at Loven sagde videre: „O Sokrates, ere vi og du komne overens ogsaa herom? eller
om at blive staaende ved de Domme, som Staten maatte afsige?“ Om vi nu undrede os over denne deres Tale, saa vilde de maaske sige: „Undre Dig ikke, Sokrates, over, hvad vi have sagt; men svar os, efterdi Du jo har havt for Skik at benytte Dig af Spørgsmaal og Svar. Velan da: hvad har Du at beklage Dig over os og Staten for, siden Du indlader Dig paa at bringe os Fordærv? er det ikke først og fremst os, Du skylder Din Fødsel? var det ikke os, som gjorde, at Din Fader kunde tage Din Moder, saa Du kunde fødes? sig nu frem, kan Du foreholde os — vi, Lovene om Ægteskabet — at vi ikke ere, som vi bør være?“ — „Jeg bebreider Eder jo Intet!“ maatte jeg svare. „End nu de Love da om Børns Næring og Opdragelse, af hvilke ogsaa Du har nydt godt? eller, ere ikke de Love i sin Orden som have paabudt Din Fader at lade Dig undervise i Musik[1] og Gymnastik?“[2] — „Uvivlsomt,“ vilde jeg svare. „Godt; men naar du altsaa paa slig Vis er født, opdraget og uddannet, vil Du da for det Første kunne negte, at Du er vo Ætling og Tjener, baade Du og Dine Forfædre? Og naar saa er, tør Du da formene, at Du og vi skulde dele Retsvilkaar, og tro Dig berettiget til at handle med os paa samme Maade, som vi med Dig? Og er Du ligeoverfor Din Fader eller Din Herre (om Du havde nogen) ingenlunde berettiget til at gjengjælde Lidelser, hvori de maatte være Skyld, skjelde igjen, naar ud blev udskjeldt, slaa igjen, naar Du blev sslaaet eller tillade Dig en lignende Færd — tror Du saa, at Du ligeoverfor Dit Fædreland og Lovene, naar vi fandt det Ret at volde Din Undergang, skulde kunne tillade Dig, som bedst Du evned, ogsaa at bringe os Love og Dit Fædreland Fordærv, og saa endda sige, at Du gjorde Ret, Du, som jo for Alvor vil øve Ret-
