Indledning.
En af de mærkeligste Mænd, som har levet, hed Sokrates; han var Søn af en Billedhugger og levede i den bekjendte græske By Athen mellem Aarene 469—399 f. Kr. Ogsaa Sokrates havde Anlæg for Billedhuggerkunst, hvori han endog skal have drævet det temmelig vidt. Men mere end for at sysle med Ler og tilhugge en Marmorblok havde han Anlæg for at sysle med sine Tanker og faa noget Skjønt ud af dem; han vilde have klar Greie paa Alt og slap ingen Tanke, før han var grundigt færdig med den. Først og fremst var det ham om Sandheden at gjøre; det ydre Skin, som narrer Saamange, lod han sig aldrig nøie med; det var altid den indre Sandhedskjerne, han søgte.
Athen var paa Sokrates’s Tid en baade stor, rig og mægtig By, og der var saaledes flere lærde Mænd end han; disse kaldte man Sofister, og der var mange af dem; men det var farlige Folk, som tog mere Hensyn til Skinnet end til Sandheden. De havde forsaavidt adskilligt tilfælles med den nyere Tids Jesuiter, som de ikke tog videre Hensyn til Midlerne, naar bare deres Hensigt kunde opnaaes, og de lagde saa stor Vægt paa Ordkløverier og haarfine Vrangheder i Tankevendingen, at de syntes, det var godt gjort, naar en af dem først kraftigt kunde forsvare og dernæst ligesaa kraftigt bekjæmpe en og samme Sag. Men derfor tog de det heller ikke saa nøie med Sandt og Falskt, Godt og Ondt, ligesom
