Straf — skulde han idømmes Noget efter Fortjeneste, mente han, saa burde det være, at man tilstod ham som fattig Mand offentlig Bespisning. Han sluttede sin herlige Tale med de Ord: „Dog nu er det paatide, at vi gaa herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os gaar den bedste Skjæbne imøde, ved Ingen uden Gud alene.“ Kort Tid efter tømte han det anordnede Giftbeger i Fængslet; da han kjendte Døden kom, sagde han til sin Ven Kriton: „Vi skylde Asklepios en Hane.“ Asklepios var Lægekunstens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane, naar man havde overstaaet en Sygdom. Nu var Sokrates’s dybe Sjel fri fra Legemets forkrænkelige Tyngsel, nu først kunde han blive udødelig sund — det var det, han mente.
Kjære Læser! jeg har skrevet saameget om denne mærkelige Mand for at give Dig Lyst til rigtig med Alvor og Eftertanke at læse de efterfølgende Blade. Det er nemlig Sokrates, som her i Samtale med sin Ven Kriton fremlægger sine Meninger om en Statsborgers Pligt mod de bestaaende Love; og sandelig disse Meninger ere for gode til bare at læse flygtigt igjennem som en letvindt Underholdning. Tiden er jo ogsaa slig nu, at det kan komme vel med at erfare, hvad en af Alle anerkjendt Vismand har at sige om denslags offentlige Ting, som det er enhver ærlig Statsborgers og Fædrelandsvens Pligt at have Rede paa. Selv om det kanske kan falde lidt tungvindt at læse det, fordi Sproget i hin Tid kanhænde brugtes noget anderledes end nu, og fordi jeg vel desværre ikke har været saa heldig i min Oversættelse, som Grundtexten fortjener — saa skal det dog sandelig ikke angre Dig, om Du anvender en Stund i Alvor og Kraft paa det Kjendskab til Sokrates, som her gjennem hans egne Ord skal bydes Dig. Før Du begynder, skal Du endnu faa høre, hvad en af hans Samtids mest begavede Mænd siger just om hans Taler: „Sokrates — siger Alkibiades — huser i sit Indre de skjønneste, herligste Tanker; men den Dragt, hvori han
