Jeg forsøker at ha øinene med mig, om jeg kan finde nogle av de gamle husflidsgjenstande hos dem fra den tid de reiste paa fjeldet. Maaske noget derav var anvendelig som salgsgjenstande, g jeg derved kunde opmuntre dem til at ta det op igjen. De har jo fra gammel tid av havt færdighed i at skjære i ben f. eks.
Helland 8—9—08. Jeg ber Herren
vise mig hvor det vilde være mulig
at sætte igang noget arbeide, som
kunde drives med menighetens egne
kræfter, f. eks. søndagsskoler, ungdomsforeninger
og missionsforeninger.
Aa, hvor det kan gjøre en i hjertet
ondt at se børn og unge mennesker
gaa saadan helt overladt til sig selv,
og intet bli gjort forat lede dem til
deres sjæles ven — Jesus. Jeg vil jo
paa intet omraade gripe ind, førend
jeg ser, at Herren lægger det tilrette
for mig.“
Søster Olivia taler saa om nødvendigheten av at gjøre noget for de mange unge som arbeider i feldspatbruddet paa Drag. Hun mener, man burde samle dem til passende underholdning, skaffe dem god lekture, musik og foredrag, saa vllde de nok ta en andagt med paa kjøpet. Utgifterne maatte de selv kunde bære, da de tjener godt. Hun ønsker meget en harpezither (harpeleik) til et saadant arbeide. Saa fortæller hun om sit første møte i skolen.
„Det var mig paafaldende, at netop de, som syntes mig ivrigst for at faa et møte istand viste sig slet ikke, derimot var de mest fremtrædende læstadianere tilstede, vistnok for at prøve mig. De er jo svært mistænksomme overfor fremmede. Det var blit mig saa vigtig at tale over 1 Kor. 13 netop av den grund, at det havde bedrøvet mig at merke, hvor let man førte kristelige talemaater i munden, og hvor ukjærlig man dømte om andre. Læstadianerne var nu ikke tilfredsstillet, det saa jeg derav at de straks forsvandt. Der var vel omtrent et snes mennesker tilstede, og mange sad svært opmærksomme. Men du verden for en uro; nogen ut og nogen ind; det er jo saa deres sædvane. Smaabarna i komserne var naturligvis urolige, og de som kunde gaa paa sine ben løp omkring og lekte paa gulvet. Det var vanskelig at holde traaden. Da jeg var færdig, gav en gammel lap mig det skudsmaal, at det var altsammen efter skriften, hvad jeg havde sagt. Jeg havde saa bestemt den fornemmelse at man ikke var kommen til møtet forat opbygge sig med Guds ord, men forat høre og se paa mig. De var da ogsaa begyndt at samles et par timer iforveien, men hovedmassen holdt sig utenfor under selve møtet. Da jeg saa efterpaa havde havt besøk av en mand, som jeg maatte skrive et forretningsbrev for, laaste jeg min dør og drog op i høiden, og den herlige natur holdt en vældig præken for mig. Da jeg var kommen op de mange terrasser, ligger der bakenfor en dal og en stor slette. Der var netop en vidunderlig belysning, idet dagen holdt paa at helde. Luften var regnfuld og de sorte bjerge, som paa tre sider omgir denne saftiggrønne slette, ragede helt ind i skyerne, saa hele partiet var likesom omsluttet og tildækket. Det var rent eventyrvakkert. Disse farver! Og disse mægtige sorte bjerge, som ragede likesom helt ind i himmelen og var dækket fra oven, de talte til mig om at „en bolig er den ældgamle Gud og herneden er der evige arme“. Det var netop den prædiken jeg trængte i den stund, og hvor gjorde den mig glad og trøstig og tillidsfuld.
Vendte jeg mig om, havde jeg et ganske andet billede. Der bugtede fjorden sig blank og speilklar ogsaa omsluttet av bjerge som netop viste sig i sine herligste farver. Det var alle mulige nuancer i lilla, og saa gled det vidunderlig over i det grønne indtil det blev næsten sort, og saa hist og her brede sølvgraa striper. Nei, hvor her er vakkert! Og hvor det dog
