121
arbeide og samme ansvar. Fra den høieete stilling og til den laveste: i telegrafvæsenet, skolevæsenet, ved handelen, i fabrikerne, ja endog i flere grene af kun sten maa hun finde sig i at faa langt mindre betaling. Og i vor oplyste, vor humane tid anser man dette som ganske i sin orden, endskjønt man villig erkjender, at hun udfører sit arbeide fuldstændig ligesaa godt som ham. Hvilken sørgelig alderdom venter ikke under disse forhold den selvstændige kvinde!
Medens manden ved
sparsommelighed og flid næsten altid kan gjøre sig haab om, nåar alderen nærmer sig, at have sammen sparet saa meget, at han rolig kan se fremtiden imøde, er det gjennem et helt livs anstrengende virksomhed omtrent umuligt for hende at opspare mere end en li den nødsskilling.
Og i flertallet af de stillinger, hvor
hun er pensionsberettiget, er denne, paa grund af løn ningsforholdene, kun übetydelig. Som forsvar for dette system fremhæver mange, at kvinden ikke har saa store fordringer som manden og derfor kan lade sig nøie med mindre. Dette er i sandhed et lidet værdifuldt argument; thi forudsat, at hun virkelig er saa nøisom, saa vinskibelig og har saa smaa fordringer, er det jo meningsløst at straffe hende for disse dyder. Rimeligt er det dog, at man med tiden ikke alene vil komme til erkjendelsen af, at systemet i og for sig er uretfærdigt, men at det tillige er uheldigt, fordi det i flere stillinger besværliggjør adgangen for manden. Dersom kvinderne seiv ved konsekvent sammen
