i det forrige aarhundredes aandfulde franske damers selskaber, at de tanker først blev fremførte, som senere gjennem strømme af blod skulde forandre Europas ud seende. Ide saakaldte »bureaux d'esprit« saa be nævntes
en
Marie
Qeoffrins,
Julie
D'Espinosses,
marquise de DefTauds såloner samledes datidens betydeligste mænd. ' Saavel fra kvindernes som mændenes læber hørte man ber den mest bidende spot over tilstandene rundt omkring.
De kronede boveder, kirken og præsterne,
kortsagt alt, bvad man tidligere havde seet op til med ærbødigbed og beundring, omtaltes i disse kredse med foragt.
Her blev dagens brændende spørgsmaal debat
terede, og ber fødtes ideerne til de verker, der spredte revolutionens sæd udover verden. Og da den franske revolution (1789) brød ud og bragte Frankriges regent til skaffottet og Europas troner til at vakle, da var det den fattige og undertrykte kvinde. som gik i spidsen.
Og ligesom »frihed, hgbed
og broderskab« var revolutionens devise, saaledes val det en uundgaaelig folge af samme, at spørgsmaalet om k vin dens ligestillen med manden blev vakt gjennem den. Virkelig synes det,
som om mænd,
der stod i
spidsen for rædselsherredømmet, mænd som Mirabeau, Robespiérre o. a., havde villien til at virke for kvin dens rettigbeder. Og det er en kjendsgjermng, at kvindens
opdragelse
netop
var
en af de ting,
nationalkonventet stillede sig som maal at arbeide for. Da Napoleon udnævntes til første-konsul, udsluk kedes dog atter forhaabningerne om at fremme bevæ
