Side:Kvindebevægelsen dens udvikling og nuværende standpunkt.pdf/144

Denne siden er ikke korrekturlest

132

skatter, vil denne berettigede fordring tidligere eller sildigere blive indrømmet. »Men«, indvender enkelte,

»endskjønt him ganske

vist betaler skatter, er der dog én pligt, staten paa lægger, som bun ikke deler, nemlig vær nepli gt en. Skulde bun med fuld ret kunne gjøre fordring paa at faa stemme i de offentlige spørgsmaal, maatte bun ogsaa overtage forpligtelsen til i krigstid at tjene fædreland.«

sit

Det er forklarligt, at dette argument bliver frem ført og vækker drelandsforsvarere«

bifaldssmil i vort land, yderst

sj elden

synes

bvis

»fæ

at

tænke

paa, at deres militærøvelser er »ei blot til lyst«.

De,

som paa nært hold bar havt leiligbed til at iagttage, bvad kvinderne kan udrette i krigstid, de, som bar seet dem med et mod, der ikke staar tilbage for man dens, betræde de pestsmittede hospitaler, som har seet dem dag efter dag og nat efter nat sætte sit liv ind for at lindre de saaredes lidelser. anvender dog aldrig saadanne argumenter; thi de ved, at kvindernes gjer ning under krigen beviser ligesaa meget mod og ligesaa megen opofrelse som mandens. Men da jeg for min part er fuldstændig enig med hine, der mener, at kvinden, efterhvert som bun over tager rettigheder, ogsaa maa overtage pligter, og da vi vist ligeledes kan være enige om, at det vilde være til lidet gavn for fødelandet, om bun forpligtedes til at lege soldat paa ekserserpladsen, synes jeg, at man, nåar man indrømmer bende de samme stats borgerlige

rettigbeder

som

manden,

burde