147 fornem
elr
ringe,
handlig
at
har
støe
Mate
det
malet
op
elr
til
og
for
sine
de for
at
berø
dem
og
i
sag. kvinder,
direkt
herpa
i ord
søtre
norske
mindre
tanke
ihærdgt
forpligtesn
egn
ga
mer Mate
hun
sin
spørg
ale
hver blive
især!
en
spore
til
arbeid! Da ud
vil
pa
de
at
tidg
at
res
lære,
lige
bedst
for
den
egnskabr
gar pa
og
enklt
bevæglsn
kvinde
da
spørgmal, sin
ike men
sam
udvikle
de
kræfte.
held vil
aldes
kvindelgh,
ders og
Til
bestræln
dem
bevar
evnr folk
at
berøv
bryde
uden
som sig
for
bane,
overgb
vort
og
og
uden
hel
de
forskjel
stormløb,
finde
løsnig. Inge
vil
egnr
da
kvinde end
far
til, og
helr de
spørge: hun, vil
borgeli savel
Og
i livet
virksome
som
nig
lære og
at at
sta
Hun del
hans ham
ligesa
som
byrde, bi
i modgan
pligt
mande. at
mate
Man hun
vil
give
endlig
hun
i ordets
da, mandes
bedst
indga
pa og
med ogsa
blive vil
benyt
hend,
vil
i familekrdsn,
medhjælp.
hun
en
pa,
man
etrank.
ude
som
tvile
retighd, og
ser
sig
at
stilnger virkeds
arbeid behøv
hvilke
hvilken
vise
undværlig
ike
klogsab
«Til
fordi
adgn
opfylden vil
længer
sig?»,
nød.
hans
betyd inters
