6 for kvindespørgsmaalets alvor.
Og
de enkelte,
der
havde et andet syn paa livet, taug; thi de følte altfor vel, at de neppe vilde blive bemerkede under de uaf brudte festligbeder og keiserdømmets pragt. I begyndelsen af sekstiaarene begyndte alligevel en kelte stemmer at lade sig høre. Blandt disse maa navnlig madame de Staels datterdatter, Jenny d'Hericourt, nævnes (bvis brochure, »La femme afTranckie«, er et vegtigt indlæg), samt Jules Simon (»L'ouvriére«) og Paul Leroy-Beaulieu (»Le travail des femmes*). Størst indflydelse paa kvindesagen bavde i dette tidsrum übetinget Julie Daubie, den første kvinde, der i Frankrige studier.
underkastede
sig
de
videnskabelige
I aaret 1861 fremstillede hun sig for »Faculté des lettres« i Lyon med anmodning om at blive tilstedet adgang til eksamen.
Denne hendes anmodning vakte
ligesaa megen uvillie som forundring hos professorerne, der aldeles ikke vilde høre tale om, at en kvinde skulde blive delagtig i deres værdighed,
og som, paa
Julies spørgstuaal om grunden til deres vægring, kort og godt svarede:
»Det er aldeles ikke skik og brugU
Da ingen 1o v modsatte sig hendes adgang, vedblev den unge dame at arbeide for at faa tilladelse til underkaste sig eksamen.
at
Endelig seirede hendes ud
holdenhed; og det er næsten overflødigt at tilføie, at hun bestod prøven med glans. Nu negtede man at udstede et diplom for hende. Og undervisningsministeren, der blev raadspurgt i dette usædvanlige tilfælde, viste sig enig med professorerne.
