8 lært, at livet ikke er en leg.
Og mange blanclt dem,
der tidligere kun havde levet for øieblikkets nydelser, besjæledes nu af glødende reformplaner.
Den oven
nævnte forening traadte igjen sammen; dens organ fandt større og større udbredelse; filosofer og politikere be gyndte at interessere sig for sagen, kort, alt tydede paa en heldig udvikling. Til almindelig bestyrtelse for sagens venner over raskedes man paa dette tidspunkt af en ordre fra regje ringen om, at foreningen skulde opløses.
Men skjønt i
begyndelsen nedslaaende, virkede dette skridt i længden ikke synderlig forstyrrende; thi liovedsagelig tilskyndet heraf var det, at en modig, varmhjertet ung pige, Huber tine Auclert, (1876) traadte frem for offentligheden. Hun udstedte en opfordring om at stifte en n y forening under navnet:
«Le droit des femmes» og op
tog med begeistring arbeidet for kvindens selvstændighed. Det program, hun fremsatte, var kortfattet, men over maade energisk: hun forlangte i enhver henseende df> samme rettigheder for kvinde som for mand.
Og hen
des opraab vandt livlig tilslutning; thi mange, der ikke tilnærmelsesvis var saa yderliggaaende som hun, slut tede sig til hende i beundring af hendes mod og i anerkjendelsen af hendes redelige villie, men
hovedsa
gelig, fordi hun kjæmpede for den fattige og undertrykte kvinde af folket og først og fremst havde hjerte til at tænke paa hende. Kort'tid senere blev der truffet forberedelser til verdensudstillingen i Paris, og dette ansaa mange af be vægelsens venner for beleiligt til at sammenkalde en
