viet sig til de skjønne kunsters tjeneste, medens den største del har valgt praktiske erhvervsgrene og virker som modehandlerinder, i butiker, delmagere, hattemagere, eller i fabriker.
som urmagere,
sa
kurvbindere, sættere, bagere
Flere svenske kvinder er guldsmede og graveurer, af hvilke sidste en enkelt, fru Lea Ahlb o r n, der i lang tid har været ansat ved den kongelige mynt i Stockholm, er bleven overordentlig berømt paa grund af sin dygtighed. Blandt de talrige kvindeforeninger har neppe nogen vist sig mere velsignelsesrig end »Handarbetets vanner». Stifterinden, fru baronesse Sophie Leijonhuf vud- Adlersp arr e, har' *) gjennem artikler i sit »Tids skrift for henimet» og ved særskilte skrifter i høi grad fremmet interessen for det kvindelige haandarbeide. I anerkjendelse af de stor.? fortjenester, som baro nesse Adlersparre har indlagt sig ligeoverfor forenin gen,
tilkjendtes hun 1878 Pariser-udstillingens
store
guldmedalje. «Handarbetets vanner» har oprettet lærekursusser i svensk kunstsøm og kunstvævning, der besøges sterkt, og som indtil 1884 lededes af frøken Anna Fleet wo o d (nu mrs. Derby), en i sit fag meget fremra gende dame.
I det sidste aar har frøken Ingeborg
Eketra havt overbestyrelsen over samme. Foreningens virksumhed kan inddeles i to hoved-^
) Samvirkende med malerinden fru Sanna W inge og andre velyndere af den kvindelige kunstindustri.
