kede i sine kraftigste Aar, stod i de Aar i en ikke ringe Anseelse. Mellem hans Elever derfra kunne blandt Andre udhæves nulevende Statsraad J. H. Vogt og Botanikeren Christen Smith, der døde i Africa 1816.
Kongsberg 20 Febr. 1801.
Da jeg ikke veed, til hvem af Skolecommissionens Lemmer jeg skulde addressere medfølgende Brev, tog jeg mig den Frihed at sende det til Deres Velbyrdighed, og beder at det maa blive leveret enten til Prindsen af Augustenborg, som jeg synes at have seet sidder i Commissionen, eller til en anden af dens Medlemmer, blandt hvilke jeg tror, Hr. Professoren har Bekjendte eller Venner. I Brevet beder jeg om Tilladelse til at ombytte nogle af de hidtil brugte Læse- og Lærebøger i min Skole med andre. En Plan til total Forandring ved Skolen har jeg ikke gjort; dertil havde jeg nu ikke Tid, men jeg har mærket, at andre her paa Stedet vil melde sig i Cancelliet for private Fordeles Skyld, og derfor har jeg skrevet til Commissionen. Hvorvidt disse Mennesker vorde hørte i Cancelliet, hvis de allerede have meldt sig der, veed jeg ikke, thi imellem dette Collegium og mig er et bundløst Svælg. Forandring i Skolens Indretning ønsker jeg meget selv, men dertil skal Penge, vel have vi her ved Sølvverket en Deel af Statskassen, men desværre saa mange Laase for den, at intet uden Metallet, der ligger i Jorden, eller Lysten til det kan aabne Kassen. Forandring ved min Skole kan jeg altsaa ikke haabe, og med samme ei heller Lettelse i mit Arbeide, hvilket lig Slavens varer fra Morgen til Aften, da mine private Timer maa ligesom de offentlige opofres til Skolens Tarv, dersom jeg skal kunne leve; min Gage er alt i alt 600 Rdr. aarlig. Min Broder i Nakskov[1] er bedre faren med sine Indkomster og har langt færre Disciple. Til dette mit Slaveri kommer den ulyksalige Stilling for en Videnskabselsker, at her paa Stedet er næsten ingen literær Commerce, som og kan siges om hele Norge, der indenfor fine temmelig vidt-
- ↑ Mag. Johannes Boye, Rector i Nakskov, siden i Fredericia. Var Forfatter af det i sin Tid saa læste og bekjendte Skrift Statens Ven.
