til Cataloget over Videnskabsselskabets Bibliothek, som jeg haaber rigtig er indløben. Her følger al Resten. Den vedlagte lille Seddel fra min Amanuensis til Bibliothekaren viser at nogle saa Rettelser endnu ere i Forventning, men at disse nedsendes af ham selv til Kjøbenhavn for at indhændiges Deres Velb.) – – – – – – – – – – – – Skjebnen har i sin Vrede sat mig her til Vice-Præses, og dog kan det ikke siges om mig: minxit in patrios cineres[1] etc. Men hver skal nu have sin Pæl i Kjødet saa har jeg da og faaet min. Sandelig jeg maa ofte bære fremmede Synder. Man føler her ingen Varme for Videnskaber, men blot for at æde og samle Penge. Jeg kan ikke tage Deel deri, hvor gjerne jeg end ønskede at gjøre det sidste med. Men det forbyder sig nok selv, naar man som jeg har 11 levende Børn. – Og her seer De da, kjære Hr. Professor, hvad jeg har frembragt ved mine Lucubrationer. Alvorlig talt, jeg har ikke Tid til at læse en Bog med Nytte. Mine Øine ere saa svage, at jeg ikke tør bruge dem ved Lys. Om Dagen er her evigt Jav. Ret som jeg sidder og læser, kommer en Kjælling og vil ind paa Sygehuset, en anden vil have fri Jord at raadne i, etc. etc. Alt sligt kunde en Skolediscipel forrette. Men forrettes skal det dog. Imidlertid vil De let være enig med mig deri at den Sjeleføde, man kan hente af saadanne Sysler er tynd, ja tyndere end Rumfords Suppe. Reent ud sagt: mig synes vor hele Tidsalder er yderst flau.
Skulde Kjøbenhavn ikke frembringe Vaas nok, da følger herved en tilstrækkelig Portion i 2de Taler af mig. Med Ligtalen havde jeg en haard Fødsel. Jeg vilde lyve saalidet som mulig. Sat sapienti![2]. Og hermed Gud befalet! Tør jeg vente et Par Ord til Gjensvar, vil det meget glæde
Deres oprigtige Ven og ærb. Tjener
Bugge[3].
